Ostrigsk Delegation 001

Østrigske parlamentarikere besøgte HØST

Den østrigske ambassadør i Danmark, Dr. Alice Irvin, besøgte HØST PtX Esbjerg sammen en gruppe af hjemlandets parlamentarikere. Formålet var at høre mere om mulighederne indenfor PtX.

Indblik i PtX

Den grønne omstilling er i fokus over hele Europa, og Copenhagen Infrastructure Partners og projektet HØST PtX Esbjerg har netop haft besøg af en gruppe østrigske parlamentarikere. Besøget i den vestjyske energimetropol var arrangeret af Business Esbjerg, og denne del havde til formål at give indblik i brugen af PtX.

- Det giver os meget brugbar indsigt i de udfordringer, vi har foran os, og de vigtigste faktorer, vi skal være opmærksomme på. Vi skal sikre os, at vi har strøm nok i de kommende år, og vi har også en udfordring i, at nogle ting tager 9-10 år at bygge når man indregner de administrative processer. Vi skal derfor være meget mere effektive i forhold til at få reduceret i bureaukratiet omkring grøn omstilling. Som værende dem, der tager de politiske beslutninger, er det godt at få et praktisk indblik, så tingene også kan lade sig gøre i realiteten, forklarede den østrigske parlamentariker Carina Reiter (ÔVP), der var delegationsleder. 

Vigtig selvforsyning

Carina Reiter tog flere vigtige ting med fra besøget hos HØST PtX Esbjerg

- Vi kan også se vigtigheden af at have egne ressourcer, så vi ikke er afhængige af andre nationer, og derfor er det vigtig at supportere vores egen selvforsyning med for eksempel produktion af ammoniak og andre gode energiformer.

Udenlandsk bevågenhed

Projektdirektør David Dupont-Mouritzen fik dermed lejlighed til at fortælle nærmere om HØST PtX Esbjerg, som på mange måder er et foregangseksempel.

- Der sker rigtigt mange ting indenfor energisektoren i Europa i disse år, og det er kun naturligt, at vi tiltrækker opmærksomhed til Esbjerg med den udvikling, der foregår her. Vores projekt er selvfølgelig også interessant, fordi det er så langt fremme, som det er, og det giver indblik i både de muligheder og de udfordringer, som følger med, når du skal etablere PtX-produktion, forklarer David Dupont-Mouritzen

Store muligheder i Esbjerg

David Dupont-Mouritzen glæder sig over, at de nye teknologier får opmærksomhed fra flere kanter.

- Vi har store muligheder her i Esbjerg for at være bannerførere på PtX, og det bliver tydeligt hver gang, vi har besøg fra udlandet, hvor interessen for at accelerere den grønne omstilling er markant. I de kommende dage har vi Energiens Folkemøde her i byen, som igen er en mulighed for at fortælle om de gode muligheder, som PtX bibringer. Vi har en opgave i at formidle dette både lokalt og ud over landets grænser. Der er store perspektiver i PtX, og det bliver ikke mindre interessant af, at der med de nuværende energipriser er brug for nye løsninger.

 

Foto: Red Star – Den østrigske ambassadør i Danmark, Dr. Alice Irvin (nr. tre fra højre), besøgte Copenhagen Infrastructure Partners og HØST PtX Esbjerg sammen med en gruppe østrigske parlamentarikere anført af forkvinde Carina Reiter (nr. tre fra venstre). Her hørte de projektdirektør David Dupont-Mouritzen fortælle mere om mulighederne indenfor PtX.