host pic

Sydkoreansk besøg hos HØST

Både sydkoreanske politikere og landets ambassadør i Danmark besøgte HØST PtX Esbjerg for at lære mere om PtX og offshore vind.

Der var fokus på både offshore vind og ikke mindst PtX, da HØST PtX bød velkommen til en delegation fra Korean National Assembly's Trade, Industry and Energi Committee anført af formand Kwansuk Youn. Komiteen er ansvarlig for den energiregulatoriske ramme og spiller dermed en nøglerolle i at udforme fremtidens sydkoreanske energipolitik.

Danske løsninger

Det officielle besøg i Danmark havde til formål at se nærmere på danske løsninger indenfor teknologi, produktion og politik, og delegationen bestod desuden af komiteens viceformand Han-Jung Kim samt den sydkoreanske ambassadør i Danmark, Hyung Gil KIM.

Godt samspil

Keld Bennetsen, Vice President hos Copenhagen Offshore Partners var sammen med projektdirektør hos HØST PtX Esbjerg, David Dupont-Mouritzen, værter for besøget, som bød på interessant udveksling af ideer.

- Det er altid spændende at høre, hvilke planer andre lande rundt om i verden arbejder på, og vi havde en god dialog om samspillet mellem og behovet for udbygning af både havvind og PtX. Det er et skridt mere i den rigtige retning, og vi er altid glade for at fortælle om vores projekt, som ofte tiltrækker sig interesse fra udlandet. Derfor vil jeg også gerne takke Sine Matzen Christiansen fra Energistyrelsen og Jacob Navarro Rasmussen fra den danske ambassade i Sydkorea for at arrangere besøget, som netop også er med til at skabe interesse for danske løsninger, lyder det fra David Dupont-Mouritzen.