HOST Konkurrence Vinder 001

Esbjerg Gymnasium gjorde rent bord

I konkurrencen Fremtidens Energilandskab til Energiens Folkemøde var Esbjerg Gymnasium altdominerende i finalen, da alle fire finalister kom fra den lokale uddannelsesinstitution. Dommerpanelet fik sin sag for med fire spændende bud på, hvordan et innovativt PtX-anlæg i Esbjerg kan designes.

Spændende og kreative bud

Forlystelsespark, undervisningscenter eller måske en infinity pool på taget. Buddene var både spændende og kreative, da Copenhagen Infrastructure Partners og Høst PtX Esbjerg var sponsor på konkurrencen Fremtidens Energilandskab. Det skete på Ungescenen til Energiens folkemøde, og dommerpanelet fik noget at tænke over.

Udnyttelse af varmen

- Det er fantastisk at høre den kreativitet, som de unge mennesker byder ind med, og det er fedt, at de går til opgaven med så stor passion. Det vil vi gerne være med til at bakke op om, og derfor er det kun naturligt for os at være sponsor på sådan en konkurrence. Vi tror selvfølgelig meget på PtX som en del af fremtiden, og derfor glæder det mig at høre de gode ideer fra dem, der skal overtage planeten fra os. Det var ikke nemt at vælge, men vinderen havde flere gode ideer til at udnytte overskudsvarmen, og det gjorde forskellen, siger projektdirektør hos HØST PtX Esbjerg, David Dupont-Mouritzen, der var en del af dommerpanelet sammen med Karina Smedemark, kommunikationsansvarlig hos HØST, Glenn Elmbæk, Senior Director, Arkitema og Carl Emil Lind, Ungeklimarådet.

 

Foto: Red Star - Vinderholdet fra Esbjerg Gymnasium havde flere gode ideer til at udnytte overskudsvarmen i et innovativt PtX-anlæg med blandt andet en restaurant og infinity pool. Deltagerne på vinderholdet var Freja Rahbek Percival, Leslie Thi Quynh Nguyen, Maria Egebjerg og Rasmus Wittrup Johannesen.